Nedgangsbrønde.
Brønde til nedstigning skal udføres efter DS 437, "Norm for lægning af stive ledninger af beton mv. i jord”. Ved én- og tofamiliehuse, rækkehuse, klyngehuse, tæt / lav bebyggelse eller arealer der kan sidestilles hermed, er brønddiameteren 1 m. Ved erhverv og offentlige arealer og lignende er diameteren 1,25 m.
Samlingen mellem brøndringe af beton kan inddeles i 3 typer:
klasse A: tæt, fleksibel gummiringssamling, f.eks. istøbt glidering
klasse B: tæt, fleksibel trapezsamling med ekspanderende fugebånd
klasse C: tæt, stiv samling med lim eller specialmørtel.
Banketter udføres med et fald på 175 - 400 ‰. Brønde med større dybder end 100 cm monteres med stige.
Topringe + dæksel må max. være 40 cm. Topringe alene max. 20 cm.
Kort muffestykke af stive rør må max. være 2 x dy uden for omkringstøbningen af brønden.
Max. 6 tilslutninger til en 1 m brønd. Ved flere tilslutninger benyttes 1,25 m.
Ved dybe brønde, trange pladsforhold eller andre specielle tilfælde kan kommunen tillade, at der etableres en indvendig nedføring, men normalt dog ikke ved én- og tofamiliehuse. Udføres indvendig nedføring, der max. bør være 150 mm, skal nedgangsbrønden være 1,25 m i diameter.
Kun regnvand og drænvand må plaske - men normalt ikke i offentlige arealer.
Brønde kan anbringes i bygning, hvis:
der er indlysende fordele ved indendørs placering
gulvkoten er højere end evt. stuvningskote
brønden er forsynet med tæt fastspændt dæksel
brønden er udluftet enten direkte eller indirekte
brønden anbringes i et egnet rum, f.eks. med dør direkte til det fri eller med anden udluftningsmulighed, men aldrig i beboelsesrum, lagerrum for fødevarer og lignende.
Brønde kan tildækkes under hensyntagen til DS 432.2 "Norm for afløbsinstallationer", hvor der i afsnit 2.3.6.6. står at afløbsinstallationer udføres således, at alle dele let kan renses og at renseadgange skal være let tilgængelige. Følgende krav bør opfyldes:
skiltning viser tydelig placering
brønden er udluftet enten direkte eller indirekte
den er forsynet med tæt dæksel
der er indhentet tilladelse fra kommunen.
Se evt. afsnittet om
renseadgange.
Sandfang.
Sandfang har til opgave bl.a. at hindre bundfældelige stoffer, f.eks. sand, grus, blade, kviste osv. i at fortsætte videre ud i afløbssystemet.
Sandfang skal anvendes ved f.eks.:
overfladeafløb fra befæstede og ubefæstede arealer
tagafløb og lignende
dræninstallationer inden tilslutning til afløbsinstallationen (f.eks. pumpebrønd)
vaskepladser for biler mv.
olie-, benzin- og fedtudskiller, hvis der forekommer bundfældelige stoffer i afløbsvandet.
Mindre sandfang er normalt udført af plast eller beton og er opbygget som almindelige rørbrønde (nedløbsbrønde). Sandfangets størrelse for 200 pvc er 15 liter. Sandfanget for 315 pvc er enten 35 liter eller 70 liter. For 200 bt og 300 bt henholdsvis 10 liter og 25 liter. Vandlukkehøjden er 70 mm.
Små sandfang (brønde) kan være udført i andet materiale, f.eks. glaseret ler, der kan anvendes, hvor der er risiko for syreholdigt spildevand, eller hvor der kan forekomme aggressive jordarter.
Højdetabet i et sandfanget bør normalt være 10 - 20 cm, men specielle forhold kan gøre, at det bør være så lille som muligt (2 – 5 cm), men tilløbsledningen skal altid løbe tør.
Større sandfang kan være nødvendige, f.eks. hvor der forekommer store mængder af bundfældelige stoffer eller hvor sandfanget samtidigt skal indgå i afløbsinstallationen med yderligere en funktion, f.eks. at medvirke til samling (udskilning) af emulgeret olie før den egentlige olieudskiller.
Et sandfang virker bedst jo større afstanden er mellem indløb og udløb, dvs. jo mere langstrakt et sandfang er, jo lettere har stofferne ved at bundfældes eller for den emulgerede olie at udskilles/samles. Ligeledes bør sandfanget have dykket sidetilløb og altså ikke modtage vand gennem riste, så vandet plasker ned og skaber uro i allerede udskilt olie eller bundfældeligt materiale.
Der skal ved fastlæggelse af sandfangets størrelse tages hensyn til mængden af de bundfældelige stoffer. Store mængder af stoffer der bundfældes, mindsker tværsnitsarealet og gennemstrømningshastighed bliver derved større og evnen til at bundfælde stofferne bliver ringere. Der skal derfor hyppigt foretages kontrol af sandfanget.
En gennemsnitshastighed for normale sandfang på max. 0,3 m/s anses i mange tilfælde for at være passende, i det de fleste større sandskorn vil bundfælde sig.
|
|
|
|
Siden er sidst opdateret søndag den 28. marts 2010, 11:21:17 |
©
Copyright
2002 Kloakviden
webmaster@kloakviden.dk