Bekendtgørelse af lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger

 

LBK nr. 988 af 08/12/2003

 

Senere ændringer til forskriften: Lov nr. 1382 af 20/12/2004 § 2 (er indarbejdet)
  Lov nr. 1601 af 20/12/2006 (er indarbejdet - se ændringerne)
  Lov nr. 375 af 27/05/2008 (er indarbejdet)
  Lov nr. 364 af 13/05/2009 § 3 (er indarbejdet)

Indholdsfortegnelse:

 

Herved bekendtgøres lov nr. 206 af 27. marts 2000 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 458 af 10. juni 2003.

 

Kapitel 1

Formål og anvendelsesområde

§ 1. Loven skal:

  1. sikre og opretholde et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer af hensyn til sikkerheden for personer og beskyttelse mod tab af værdier,

  2. sikre kvalitet af det udførte installationsarbejde på gas-, vand- og afløbsområdet under hensyntagen til forbrugernes interesser, generel beskyttelse mod tab af værdier og som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats og

  3. fremme foranstaltninger til anvendelse af energi- og ressourcebesparende udstyr samt øvrige foranstaltninger som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats.

§ 2. Loven finder anvendelse på:

  1. Alle former for gasinstallationer, hvor der anvendes bygas, naturgas, flaskegas eller lignende brændbare gasser til anvendelse i husholdning, erhverv, kraftvarmeanlæg, industri m.m. Gasinstallationer regnes fra og med tilslutning til distributionsledninger (hovedledning) eller forsyningsanlæg og omfatter stik- og husledninger samt gasmateriel, herunder apparater og disses ventilations- og aftrækssystemer.

  2. Produktionsanlæg, distributionsledninger og øvrige anlæg til forsyning af gas til de i nr. 1 nævnte gasinstallationer, medmindre gassikkerheden ved disse anlæg er omfattet af lov om arbejdsmiljø.

  3. Vandinstallationer fra og med tilslutning til forsyningsledning (hovedledning) og omfattende hele installationen inkl. armaturer og installationsgenstande, medmindre tilslutningen sker til et forsyningsanlæg for en enkelt privat forbruger.

  4. Afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger fra og med tilslutningen til hovedkloak (gadekloak), herunder stikledninger, samt nedsivningsanlæg, samletanke m.m.

Stk. 2. Ved gasleverandør forstås den virksomhed, der ejer eller vedligeholder gasforsyningssystemet, og som distribuerer gas til installationer.

 

Stk. 3. Ved gasmateriel forstås installationskomponenter, maskiner og apparater inkl. disses ventilations- og aftrækssystemer, der indgår i eller er beregnet til at indgå i gasinstallationer.

 

§ 3. Loven finder ikke anvendelse på gas-, vand- og afløbsinstallationer om bord på skibe samt gasinstallationer til fremdrift eller opvarmning af køretøjer.

 

Kapitel 2

Virksomhedsområdet for autoriserede og godkendte kompetente virksomheder

 

§ 4. Gasinstallationer må kun udføres og serviceres af virksomheder, der har opnået autorisation som vvs-installatør, eller som er godkendt som kompetent virksomhed til udførelse eller servicering af særlige typer af gasinstallationer. Vandinstallationer samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af virksomheder, der har opnået autorisation som vvs-installatør eller vand- og sanitetsmester, eller som er godkendt som kompetent virksomhed til udførelse eller servicering af særlige typer vand- og sanitetsinstallationer.

 

§ 5. Afløbsinstallationer og afløbsanlæg i jord til og med gennemføring i gulv, fundament eller ydermur mod jord må kun udføres af virksomheder, der har opnået autorisation som kloakmester.

 

§ 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om undtagelser fra autorisationskravet eller kravet om godkendelse som kompetent virksomhed i §§ 4 og 5 for følgende arbejder:

  1. Arbejder, som gas- og vandforsyningsvirksomheder ved eget personale udfører ved installationer, som de forsyner med gas eller vand.

  2. Arbejder, som den, der er ansvarlig for et kloakanlæg, ved eget personale udfører ved installationer, som er tilsluttet pågældende kloakanlæg.

  3. Simple installationsarbejder, herunder udskiftning af armaturer og lignende, på vand- og afløbsområdet under nærmere angivne vilkår, hvor arbejdet ikke kan udgøre sundheds- og miljømæssige risici.

Kapitel 3

Autorisationsvilkår, vilkår for at opnå godkendelse som godkendt kompetent virksomhed samt afslag

 

§ 7. Autorisation som vvs-installatør, vand- og sanitetsmester og som kloakmester gives af Sikkerhedsstyrelsen, når ansøgeren har dokumenteret, at følgende betingelser er opfyldt:

  1. Virksomheden har tilknyttet en person, der er godkendt som teknisk ansvarlig person, jf. stk. 2.

  2. Virksomheden har et godkendt kvalitetsstyringssystem eller er omfattet af en særlig tilsynsordning, jf. § 9.

  3. Virksomheden er ikke under konkursbehandling eller likvidation.

  4. Virksomheden har fast forretningssted.

  5. Der er indbetalt gebyr, jf. stk. 8.

Stk. 2. Godkendelse som teknisk ansvarlig person gives, når det er dokumenteret, at følgende betingelser er opfyldt:

  1. Den teknisk ansvarlige person har bestået en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt prøve.

  2. Den teknisk ansvarlige person har haft relevant arbejde inden for det fagområde, hvor der søges autorisation, i sammenlagt mindst 1 år inden for de sidste 5 år, såfremt der er forløbet 5 år eller mere fra den dag, hvor vedkommende bestod den godkendte prøve.

  3. Den teknisk ansvarlige person er myndig, er ikke under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og har rådighed over sit bo.

  4. Den teknisk ansvarlige person er tilknyttet virksomheden som medarbejder, som eneindehaver af en enkeltmandsvirksomhed eller som deltager i et interessentskab eller i et kommanditselskab.

  5. Såfremt den teknisk ansvarlige person er ansat, er den pågældende ansat med et opsigelsesvarsel svarende til funktionærlovens opsigelsesvarsel eller som tjenestemand.

  6. Den teknisk ansvarlige person har en placering i organisationen, der giver ledelsesmæssige beføjelser og dispositionsret over virksomhedens autorisationskrævende arbejde.

  7. Den teknisk ansvarlige persons tilknytning til virksomheden opfylder de krav, der stilles i regler fastsat i medfør af stk. 7, nr. 2.

  8. Der er indbetalt gebyr, jf. stk. 8.

Stk. 3. Ophæves

 

Stk. 4. Godkendelse som kompetent virksomhed inden for et begrænset arbejdsområde på gasområdet eller på vand- og sanitetsområdet kan meddeles af Sikkerhedsstyrelsen, når betingelserne i stk. 1, 2 og 3 er opfyldt. Der kan dog ske godkendelse som teknisk ansvarlig person af en person med en anden uddannelse end den i stk. 2, nr. 1, nævnte, hvis godkendelsen som kompetent virksomhed kan ske på baggrund af virksomhedens samlede kompetence efter regler fastsat i medfør af stk. 7, nr. 4.

Stk. 5. Sikkerhedsstyrelsen kan dispensere fra de i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-7, og stk. 4 nævnte betingelser.

Stk. 6. Stk. 2, nr. 1 og 2, gælder dog ikke for borgere fra et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, idet de vil få adgang til udøvelse af erhverv i overensstemmelse med fællesskabsretlige bestemmelser herom.

Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler

  1. om fremgangsmåden ved ansøgning om autorisation, godkendelse som kompetent virksomhed og godkendelse som teknisk ansvarlig person, herunder om digital indsendelse af ansøgning,

  2. om de vilkår, der skal gælde for autorisationen eller godkendelsen som kompetent virksomhed, om forbindelsen mellem virksomheden, den teknisk ansvarlige person og det personale, der udfører arbejde under autorisationen eller godkendelsen som kompetent virksomhed, herunder regler om den teknisk ansvarlige persons tilknytning til virksomheden,

  3. om udøvelse af virksomheden som autoriseret og godkendt kompetent virksomhed,

  4. om de prøver, der giver adgang til godkendelse som teknisk ansvarlig person og godkendelse som kompetent virksomhed, samt administrationen af disse prøver,

  5. som er nødvendige for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser på de områder, som er omfattet af autorisations- og godkendelseskrav i medfør af denne lov og bestemmelser fastsat i henhold til denne lov.

Stk. 8. Sikkerhedsstyrelsen opkræver gebyr i forbindelse med ansøgning om autorisation som vvs-installatør, vand- og sanitetsmester eller kloakmester eller godkendelse som kompetent virksomhed og for den samtidige godkendelse af hver teknisk ansvarlig person samt for efterfølgende godkendelse af en ny teknisk ansvarlig person. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om størrelsen og opkrævningen af disse gebyrer.

 

§ 8. Uanset om en virksomhed opfylder betingelserne i § 7, kan Sikkerhedsstyrelsen meddele afslag på autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed eller godkendelse som teknisk ansvarlig person i følgende tilfælde:

  1. Under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.

  2. Såfremt virksomheden, virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige i et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, er ikendt sanktioner for forhold, der kan sidestilles med de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte.

  3. Såfremt virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige i stilling eller erhverv i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

Stk. 2. Ved afslag efter stk. 1, nr. 2, finder straffelovens § 78, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

 

§ 9. En virksomhed, der ansøger om autorisation som vvs-installatør eller godkendelse som kompetent virksomhed på gasområdet, skal fremlægge dokumentation for, at virksomheden har et kvalitetsstyringssystem, der vedrører virksomheden på gasområdet, jf. dog stk. 3 og 4. Kvalitetsstyringssystemet skal godkendes og løbende efterprøves af Sikkerhedsstyrelsen eller en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt kontrolinstans, jf. dog stk. 3 og 4.

 

Stk. 2. En virksomhed, der ansøger om autorisation som vvs-installatør eller som vand- og sanitetsmester, om godkendelse som kompetent virksomhed på vand- og sanitetsområdet eller om autorisation som kloakmester, skal, for så vidt angår den del af virksomheden, der vedrører vand- og afløbsområdet, enten have et kvalitetsstyringssystem som beskrevet i stk. 1 eller tilslutte sig en særlig tilsynsordning hos en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt kontrolinstans, jf. dog stk. 3 og 4.

 

Stk. 3. En virksomhed fra et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, som udfører arbejder på gasområdet i Danmark, skal fremlægge dokumentation for, at virksomheden har et kvalitetsstyringssystem, der vedrører disse arbejder. Kvalitetsstyringssystemet skal kunne godkendes efter regler fastsat i medfør af stk. 6. Såfremt virksomheden tillige udfører arbejder på vand- eller afløbsområdet i Danmark, skal virksomheden, for så vidt angår disse arbejder, enten fremlægge dokumentation for, at virksomheden har et kvalitetsstyringssystem, der vedrører disse arbejder, og som skal kunne godkendes efter regler fastsat i medfør af stk. 6, eller fremlægge dokumentation for, at virksomheden er tilsluttet en særlig tilsynsordning hos en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt kontrolinstans, for så vidt angår disse arbejder.

 

Stk. 4. En virksomhed fra et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, som udfører arbejder på vand- eller afløbsområdet i Danmark, skal fremlægge dokumentation for, at virksomheden enten har et kvalitetsstyringssystem, der vedrører disse arbejder, og som skal kunne godkendes efter regler fastsat i medfør af stk. 6, eller fremlægge dokumentation for, at virksomheden er tilsluttet en særlig tilsynsordning hos en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt kontrolinstans, for så vidt angår disse arbejder.

 

Stk. 5. Omkostningerne i forbindelse med godkendelse og efterprøvning af en virksomheds kvalitetsstyringssystem og omkostningerne i forbindelse med tilslutning til en særlig tilsynsordning afholdes af den enkelte virksomhed.

 

Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om de i stk. 1-4 nævnte kvalitetsstyringssystemers indhold, omfang, godkendelse og efterprøvning m.v., og den særlige tilsynsordnings omfang og procedure samt om godkendelse og efterprøvning af kontrolinstanser.

 

§ 10. Ophævet

 

Kapitel 4

Bortfald og tilbagekaldelse af autorisation og godkendelse som kompetent virksomhed

 

§ 11. En autorisation og en godkendelse som kompetent virksomhed bortfalder, når

  1. virksomheden kommer under konkursbehandling, træder i likvidation eller ophører eller

  2. virksomheden ikke længere har en godkendt teknisk ansvarlig person tilknyttet.

Stk. 2. Godkendelse som teknisk ansvarlig person bortfalder, hvis den pågældende afgår ved døden, forlader sin stilling permanent eller er fraværende i mere end 6 på hinanden følgende uger eller i øvrigt bliver fysisk eller retligt ude af stand til at udøve virksomheden, eller hvis virksomhedsautorisationen eller godkendelsen som kompetent virksomhed for den virksomhed, som den pågældende er tilknyttet, bortfalder.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til midlertidig videreførelse af virksomheden uden en teknisk ansvarlig person tilknyttet, jf. § 7. Sådan tilladelse kan gives i en periode af indtil 3 måneder uden særligt tilsyn eller i op til 1 år under tilsyn af en anden autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed. Den tilsynsførende virksomhed skal have samme forretningsområde som den virksomhed, der føres tilsyn med. Sikkerhedsstyrelsen kan forlænge perioden med indtil 6 måneder. Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte vilkår for tilladelsen.

§ 12. Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, en godkendelse som kompetent virksomhed eller en godkendelse som teknisk ansvarlig person, når

  1. indehaveren af autorisationen eller godkendelsen har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed ved udførelse af installationsarbejde,

  2. indehaveren af autorisationen eller godkendelsen har overtrådt vilkårene for autorisation eller godkendelse, eller såfremt den løbende efterprøvning af kvalitetsstyringssystemet viser grove mangler i egenkontrollen eller den særlige tilsynsordning viser grove mangler i de udførte arbejder, eller

  3. indehaveren af autorisationen eller godkendelsen ikke længere opfylder betingelserne nævnt i § 7 eller i regler fastsat i medfør af § 7, stk. 7, og § 9, stk. 6

Stk. 2. En autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed kan tilbagekaldes for en bestemt periode eller indtil videre.

 

Stk. 3. En afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr.1-3, kan af den virksomhed, som afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning om indbringelse for domstolene skal fremsættes over for Sikkerhedsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende virksomhed. Afgørelsen skal indeholde oplysning herom. Styrelsen anlægger sag mod den pågældende efter retsplejelovens regler om borgerlige sager.

 

Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 1-3, har opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling ikke må udøve virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed eller som teknisk ansvarlig person. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

 

§ 13. Tilbagekaldelse af en autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af Sikkerhedsstyrelsen.

 

§ 14. En virksomhed, der ikke har autorisation som vvs-installatør, vand- og sanitetsmester eller kloakmester, eller hvis autorisation er bortfaldet eller tilbagekaldt, jf. §§ 11 og 12, eller en virksomhed, der ikke er godkendt som kompetent virksomhed, eller hvis godkendelse som kompetent virksomhed er bortfaldet eller tilbagekaldt, jf. §§ 11 og 12, må ikke ved annoncering eller på anden måde foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at en sådan autorisation eller godkendelse haves.

 

Kapitel 5

Bestemmelser for gasinstallationer
(gasreglementet)

 

§ 15. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter bestemmelser for gasinstallationer (gasreglementet) samt for gasproduktionsanlæg, distributionsledninger og øvrige gasforsyningssystemer, medmindre gassikkerheden ved disse anlæg er omfattet af særlige bestemmelser udstedt i medfør af lov om arbejdsmiljø. Herunder kan der fastsættes krav til gasmateriel, der indgår i gasinstallationer og anlæg.

 

Stk. 2. I gasreglementet kan der fastsættes:

  1. Bestemmelser om konstruktion, funktion, overensstemmelsesvurdering, mærkning, salg og markedsføring af gasmateriel.

  2. Bestemmelser om udførelse, afprøvning og kontrol af og service på gasinstallationer, herunder det anvendte gasmateriel.

  3. Bestemmelser om benyttelse og vedligeholdelse af gasinstallationer, herunder det anvendte gasmateriel.

  4. Bestemmelser om pligt for bygherrer, leverandører og installatører til at give gasleverandørerne oplysninger om konkrete installationer og installationsarbejder.

  5. Bestemmelser om tilladelse til at udføre særlige arbejder på gasinstallationer og gasmateriel på grundlag af en særlig uddannelsesmæssig kompetence, herunder bestemmelser om, hvorledes sådanne tilladelser kan frakendes.

  6. Bestemmelser om bygherrers, leverandørers og installatørers egenkontrol af udførte installationer samt leveret gasmateriel.

  7. Bestemmelser om godkendelse af og tilsyn med gasleverandører og disses sikkerhedsarbejde, herunder tilsyn med de gasinstallationer, hvortil levering sker, samt bestemmelser om tilbagekaldelse af godkendelse.

  8. Overgangsbestemmelser med hensyn til eksisterende gasinstallationer, herunder gasmateriel, der ikke er i overensstemmelse med reglementets bestemmelser.

  9. Bestemmelser med henblik på at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten vedrørende krav til gasinstallationer.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan ved særlige forhold dispensere fra bestemmelser udstedt i medfør af stk. 1 (gasreglementet), herunder stille særlige krav, ud over hvad der er bestemt i gasreglementet.

 

Kapitel 6

Kontrol og tilsyn med gasinstallationer

 

§ 16. Sikkerhedsstyrelsen varetager kontrol og tilsyn med gasinstallationer og gasmateriel for at overvåge den sikkerhedstekniske tilstand ved installationerne.

 

§ 17. Sikkerhedsstyrelsen kan

  1. give påbud til en ejer eller bruger af en gasinstallation om at få foretaget eftersyn og kan give påbud om at få foretaget ændring af en gasinstallation, herunder gasmateriel, inden for en angivet tidsfrist, såfremt der foreligger en sikkerhedsmæssig risiko ved benyttelse af installationen,

  2. give påbud til en ejer eller bruger af en gasinstallation om udbedring af sikkerhedsmæssige fejl og mangler ved installationen inden for en angivet tidsfrist og

  3. nedlægge forbud imod brugen af en gasinstallation eller af gasmateriel, der ikke opfylder Gasreglementets bestemmelser, eller som karakteriseres som sikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Sikkerhedsstyrelsen kan i den forbindelse lade gasforsyningen til den pågældende installation afbryde eller give påbud til vedkommende gasleverandør om at foretage afbrydelse, såfremt Sikkerhedsstyrelsen finder det nødvendigt for at sikre overholdelse af forbudet.

§ 18. Sikkerhedsstyrelsen kan

  1. nedlægge forbud imod salg, udlevering, installation og brug af gasmateriel, der ikke opfylder Gasreglementets bestemmelser, eller hvis anvendelse indebærer en sikkerhedsmæssig risiko,

  2. pålægge fabrikanter og forhandlere af gasmateriel omfattet af forbud efter nr. 1 at tilbagekalde sådant materiel eller foretage ændringer i gasmateriellet og

  3. afkræve fabrikanter, importører og forhandlere af gasmateriel de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om gasmateriellet generelt må karakteriseres som farligt, og om tidspunktet for salg eller udlevering.

§ 19. Ejere og brugere af gasinstallationer, fabrikanter og forhandlere samt installatører skal efter anmodning meddele alle oplysninger, som er nødvendige for udførelse af de tilsynsopgaver, der er omfattet af loven.

 

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan bemyndige et kontrolorgan til mod forevisning af behørig legitimation og uden retskendelse til enhver tid at have adgang til alle gasinstallationer samt alle lokaliteter, hvor der forhandles, oplagres eller benyttes gasinstallationer og gasmateriel.

 

Stk. 3. Forhandlere og importører af gasmateriel skal efter anmodning stille gasmateriel til rådighed for Sikkerhedsstyrelsens sikkerhedsmæssige undersøgelser efter konkret anmodning.

 

§ 19 a. Sikkerhedsstyrelsen kan offentliggøre forbud og påbud, som er nedlagt efter reglerne i dette kapitel. Styrelsen kan endvidere offentliggøre meddelelser fra Europa-Kommissionen om ulovligt materiel og indgreb herimod i andre lande.

 

Kapitel 7

Administration, finansiering og klageadgang m.v.

 

§ 20. Sikkerhedsstyrelsen kan bemyndige andre offentlige myndigheder og private virksomheder til at udøve de beføjelser, der er nævnt i § 9, stk. 1 og 2, og § 19, stk. 2.

 

§ 21. Det Tekniske Sikkerhedsråd, som nedsættes i henhold til kapitel 2 i lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, rådgiver økonomi- og erhvervsministeren om regler vedrørende sikkerhed ved gasmateriel, -anlæg og -installationer samt vedrørende autorisation og godkendelse af virksomheder, der arbejder inden for gas-, vand- og afløbsområdet. Rådet rådgiver endvidere Sikkerhedsstyrelsens direktør i forbindelse med styrelsens virksomhed, herunder på de ovennævnte områder.

 

§ 22. (Ophævet).

 

§ 23. Gasleverandørerne skal i forbindelse med meddelelse om nye gasinstallationer og tilsyn med eksisterende gasinstallationer føre tilsyn med, hvorvidt arbejdet er udført af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder. Gasleverandørerne skal tillige føre tilsyn efter bestemmelser i gasreglementet, jf. § 15, herunder tilsyn med, hvorvidt arbejdets kvalitet og installationernes tilstand er tilfredsstillende, og arbejdet er udført i overensstemmelse med gasreglementet.

 

Stk. 2. En kommunalbestyrelse skal i forbindelse med behandling af byggesager i henhold til byggelovgivningen påse, at arbejder med vand- og afløbsinstallationer, der anmeldes, er udført af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder.

 

Stk. 3. Hvis en gasleverandør, en kommunalbestyrelse eller en forsyningsvirksomhed konstaterer, at reglerne i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør af denne lov er overtrådt, eller at en virksomhed har gjort sig skyldig i øvrige forhold, som vil kunne medføre tilbagekaldelse af autorisation eller godkendelse efter § 12, skal Sikkerhedsstyrelsen underrettes herom.

 

§ 23 a. Ændringer i de oplysninger, der er meddelt Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse med udstedelsen af en autorisation eller en godkendelse, skal indberettes til Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen kan til enhver tid kræve at få alle oplysninger, der er nødvendige til vurdering af, om betingelserne for autorisation eller godkendelse fortsat er opfyldt.

 

§ 24. Udgifterne til Sikkerhedsstyrelsens virksomhed på gasområdet dækkes af afgifter, som opkræves hos gasleverandørerne, i det omfang gebyrer og indtægter ikke dækker udgifterne. Afgiftens størrelse fastsættes på de årlige bevillingslove.

 

Stk. 2. Gasleverandørernes omkostninger ved udførelse af det sikkerhedstekniske arbejde, der er pålagt i medfør af bestemmelser fastsat i medfør af § 15 (gasreglementet), samt omkostninger, jf. stk. 1, skal refunderes af det selskab, der har indgået kommerciel gasleveranceaftale med forbrugeren.

 

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter gebyrer for deltagelse i de i § 7 omhandlede kompetencegivende prøver. Gebyrernes størrelse fastsættes således, at omkostningerne ved administrationen af de kompetencegivende prøver dækkes ind.

 

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med Sikkerhedsstyrelsens tilsyn og kontrol efter §§ 16-19.

 

§ 24 a. Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan afslag på ansøgning om autorisation, som er begrundet i de i § 8, stk. 1, nr. 3, nævnte forhold, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afslaget er meddelt den pågældende. Ligeledes kan afslag på ansøgning om godkendelse som kompetent virksomhed, bortset fra afslag begrundet i de i § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte forhold, af virksomheden indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afslaget er meddelt den pågældende.

 

§ 24 b. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at forskrifter udstedt i medfør af denne lov, som indeholder krav til virksomheder, gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel m.v., og tekniske specifikationer, der henvises til i sådanne forskrifter, ikke indføres i Lovtidende.

 

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om, hvordan oplysning om indholdet af de forskrifter og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.

 

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at tekniske specifikationer, som ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, skal være gældende, selv om de ikke foreligger på dansk.

 

Kapitel 8

Straffebestemmelser

 

§ 25. Med bøde straffes den, der

  1. uden at være berettiget dertil udfører arbejde, som kræver autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed, jf. §§ 4 og 5,

  2. lader sådant arbejde udføre af en virksomhed eller personer, der ikke efter denne lov er berettiget dertil, eller

  3. overtræder §§ 14 og 19 eller nægter at efterkomme påbud eller forbud i medfør af § 17 og § 18, nr. 1 og 2, eller undlader at give oplysninger efter § 18, nr. 3 eller 23a, 1. pkt.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

 

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

 

Stk. 4. Når der er fastsat strafansvar, jf. stk. 2, for overtrædelse af bestemmelser fastsat i medfør af § 15 (gasreglementet), er forældelsesfristen 10 år.

 

Kapitel 9

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

 

§ 26. Loven træder i kraft den 1. januar 2001. Samtidig ophæves lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer.

 

Stk. 2. §§ 15-19, §§ 20-22 og § 24 træder dog i kraft den 1. april 2000.

 

Stk. 3. Bestemmelser udstedt i medfør af lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer har virkning, indtil de afløses af bestemmelser udstedt i medfør af denne lov.

 

§ 27. Virksomheder, der har opnået autorisation efter bestemmelserne i lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer, skal inden den 1. januar 2003 opfylde autorisationsvilkårene i § 7, stk. 1, nr. 3.

 

Stk. 2. Virksomheder, der har opnået gas-, vand- og sanitetsmesterautorisation efter bestemmelserne i lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer, og som indgiver ansøgning om fremover at indskrænke virksomheden til et begrænset område i medfør af bestemmelserne i § 7, stk. 3, kan fortsat benytte benævnelserne gas-, vand- og sanitetsmester og vvs-installatør.

 

Stk. 3. Virksomheder med ansatte med personlig autorisation til at udføre F-gasinstallationer (flaskegas) i campingvogne i medfør af bekendtgørelse nr. 427 af 12. oktober 1979 eller virksomheder med ansatte med personlig autorisation til at indregulere større gasfyrede anlæg i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 94 af 13. marts 1985 skal inden den 1. januar 2003 opfylde vilkårene for godkendelse som kompetent virksomhed i § 7, stk. 3.

 

Stk. 4. Autorisation udstedt efter den før den 1. juli 1962 gældende lovgivning eller efter overgangsbestemmelser fastsat i henhold til lov nr. 132 af 13. april 1962 vedbliver at have gyldighed med de begrænsninger, der er fastsat i de enkelte autorisationer.

 

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 8. december 2003

Bendt Bendtsen/Søren Krøigaard

 

 

I Lov nr. 1601 af 20/12/2006 gælder endvidere:

 

§ 5

 

Stk. 1. Virksomheder, der den 31. december 2006 var indehaver af en autorisation som vvs-installatør eller kloakmester eller godkendelse som kompetent virksomhed, skal til og med den 31. december 2008 opretholde en sikkerhed, som er stillet over for Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerheden vil blive frigivet den 1. januar 2009. Sikkerheden skal stilles for den forsvarlige udførelse af virksomhedens autorisationskrævende arbejder eller arbejder, som kræver godkendelse som kompetent virksomhed, og som er udført inden den 1. januar 2007. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om sikkerhedens størrelse, og hvordan den stilles, og om betingelser for begæring af udbetaling, herunder om fristen for at fremsætte krav, om fremgangsmåden ved anvendelse og om retablering af sikkerheden.

 

Stk. 2. En sikkerhed stillet for den forsvarlige udførelse af arbejder, der kræver autorisation som vvs-installatør eller kloakmester eller godkendelse som kompetent virksomhed, og som er stillet for en virksomhed, hvis autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed er ophørt inden den 1. januar 2007, vil blive frigivet 2 år efter, at autorisationen eller godkendelsen er ophørt.

 

 

TIL TOPPEN

Siden er sidst opdateret søndag den 28. februar 2010, 11:31:55


 

© Copyright 2002 Kloakviden
webmaster@kloakviden.dk