Driftsvejledning for nedsivningsanlæg
Deres spildevand afledes til et nedsivningsanlæg. Nedsivningsanlægget består af en bundfældningstank, en fordelerbrønd og to fordelerledninger. Den vedlagte plan viser, hvor bundfældningstanken og nedsivningsdelen er placeret.
Anlægget er dimensioneret for XX personer, svarende til en vandmængde på YY liter pr. døgn.
Afløb fra køkken, bad og toilet er tilsluttet bundfældningstanken. I bundfældningstanken udskilles stoffer, der enten kan bundfældes eller flyde op i overfladen. Der dannes altså derfor både bundslam og flydeslam i tanken. Slammet går i forrådnelse, og der dannes ildelugtende gasarter.
For at opnå den bedste funktion af anlægget bør denne driftsvejledning følges:
tanken skal tømmes med en slamsuger mindst én gang om året.
efter tømning skal tanken fyldes 3/4 med vand.
dækslet over tanken må ikke tildækkes, men skal være tilgængeligt for tilsyn og tømning.
udluftningsrørets funktion må ikke hindres ved tildækning eller lignende.
til bundfældningstanken må der ikke ledes kemikalier, der kan standse rådneprocessen f.eks. benzin, olie, terpentin, stærke kalkfjerningsmidler m.m.
koldt vand i store mængder, f.eks. regnvand og drænvand, må ikke ledes til bundfældningstanken.
ting, som ikke eller kun vanskeligt går i forrådnelse, bør ikke tilledes bundfældningstanken. Det kan f.eks. være kaffegrums, cigaretskod, klude, bleer, hygiejnebind m.m.
Hvis kommunen ikke har fast tømningsordning, anbefaler undertegnede, at De tegner kontrakt med slamsugerfirmaet NN, Sugekoppen 7, 2800 Kgs. Lyngby. Nedsivningsdelen består af fordelerbrønd og fordelerledninger. I fordelerledningerne og i filtermaterialet begynder den biologiske rensning af spildevandet, Det er derfor vigtigt, at mikroorganismerne i nedsivningsdelen sikres optimale forhold.
For at sikre den bedste drift af nedsivningsanlægget skal følgende iagttages:
dækslet på fordelerbrønden må ikke tildækkes, men skal være tilgængeligt for inspektion.
en gang om året inspiceres fordelerbrønden for at se, om der findes aflejringer i brønden, og om sivedrænene kan trække.
stuvning i fordelerbrønden er ensbetydende med, at nedsivningsdelen er stoppet til, eller at grundvandsspejlet står højt.
arealet over fordelerledningerne må ikke belastes med færdsel, så jorden komprimeres.
der må ikke plantes træer nærmere end 3 meter fra nedsivningsarealet.
sivedrænene bør spules hvert 2.-3. år for at undgå tilstopning.
Opstår der problemer med anlægget, er De velkommen til at kontakte undertegnede.
Dato, firma, underskrift (underskrevet af den autoriserede kloakmester).
|
|
|
| Siden er sidst opdateret mandag den 18. januar 2010, 14:48:32 |
©
Copyright
2002 Kloakviden
webmaster@kloakviden.dk