Baunehøjstillingen
Opført i 1914 øst, nord og vest for Baunehøjen, der er det højeste punkt på Lundtoftesletten (stillingen kendes også under Lundtoftestillingen) nordøst for Lyngby. Stillingen blev nedlagt i 1919.
Den var en særligt forstærket del af feltbefæstningsanlæggene, der var anlagt på strækningen fra Fortun Fort over Mølleåen ved Sorgenfri til Furesøen i Virum, fordi den lå i et område, hvortil de omliggende forter ikke havde indsyn og derfor ikke kunne observere en fremtrængende fjendtlig styrke.
Baunehøjstillingen bestod af tre store mandskabsbunkere - kaldet beredskabsrum - i svær beton, der hver kunne rumme 250 mand. Desuden var der fem små kaponierer i let beton, hvorfra man kunne belyse pigtrådshegnene og beskyde en fjende, der ville krydse dem.
Stillingen blev endeligt sløjfet i forbindelse med anlæggelsen af Danmarks Tekniske Universitet i 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne. Den sydligste af de store bunkere lå lige vest for bygning 435. Den midterste ved vestgavlen af bygning 341 og den nordligste midt i bygning 404.
|
|