Bernstorff Batteri

 

Batteriet blev anlagt i 1888 ca. 250 m øst for jernbanebroen over Fæstningskanalen (nu Ermelundsvej). Bernstorff Batteri havde til opgave, at forhindre (besværliggøre) en fjendtlig overgang over fæstningskanalen og at forhindre et fjendtlig indtagelse af jernbanebroen (Nordbanen) over kanalen. Bernstorff Batteri kunne også være med til at beherske terrænet vest for oversvømmelsen.

 

Det blev opført som et åbent jordanlæg, ca. 90 m langt, uden grav, med standplads til fire 9 cm stålkanoner, M.1876 (ældre forladekanoner) og havde tillige et nedgravet krudtmagasin i beton i den nordlige (højre) del af batteriet. De fire kanoner blev i fredstid opbevaret på Tøjhuset.

 

I baggrunden ses ventilationsrøret til krudtmagasinet

Hærens billedarkiv, ca. 1920

 

Batteriet havde et ca. 2 m højt og ca. 10 m tykt brystværn med bagved liggende kanonbænk. På hver fløj fandtes en svær jordtravers samt en større travers for hver 2 Kanoner og mellem disse en mindre travers til dækning mod sprængstykker. Batteriet havde standplads for 4 stålkanoner.

 

Bernstorff Batteri var opført efter samme tegninger som det nærliggende Gentofte Batteri.

 

Efter nedlæggelsen af batteriet i 1920 blev jordanlægget solgt til Gentofte kommune og delvis sløjfet ved anlæggelsen af Smakkegårdsvej i 1920-erne. I 1927 fik 1. Gjentofte Spejdertrop lov til at bygge en hytte, "Skansen", på den nordlige del af grunden. I slutningen af trediverne udstykkede kommunen arealet og hytten blev revet ned.

 

Batteriet lå på de nuværende grunde Fansanhaven 1-3, Smakkegårdsvej 59-61 og Smakkehøj 2, samt en del af Smakkegårdsvej.

 

I dag kan man ikke se, hvor batteriet har ligget, men krudtmagasinet eksisterer dog endnu. Det er ikke offentlig tilgængeligt.