Gentofte Batteri
Batteriet blev anlagt i 1888 ca. 100 m øst for Gentofte Sø og ca. 250 m sydvest for broen over Fæstningskanalen. Gentofte Batteri havde til opgave, at forhindre (besværliggøre) en fjendtlig overgang over fæstningskanalen og at forhindre et fjendtlig indtagelse af broen (Brogårdsvej) over kanalen. Gentofte Batteri kunne også være med til at beherske den foranliggende del af Søndre Oversvømmelse samt terrænet vest for oversvømmelsen.
Det blev opført som et åbent jordanlæg, ca. 90 m langt, uden grav, med standplads til fire 9 cm stålkanoner, M.1876 (ældre forladekanoner) og havde tillige et nedgravet krudtmagasin i beton i den nordlige (højre) del af batteriet. De fire kanoner blev i fredstid opbevaret på Tøjhuset.
|
|
|
| Standpladser for kanonerne. I baggrunden ses ventilationsrøret til krudtmagasinet |
Hærens billedarkiv, ca. 1920 |
Batteriet havde et ca. 2 m højt og ca. 10 m tykt brystværn med bagved liggende kanonbænk. På hver fløj fandtes en svær jordtravers samt en større travers for hver 2 Kanoner og mellem disse en mindre travers til dækning mod sprængstykker. Batteriet havde standplads for 4 stålkanoner.
Gentofte Batteri var opført efter samme tegninger som det nærliggende Bernstorff Batteri.
Efter nedlæggelsen af batteriet i 1920 blev jordanlægget udstykket i 2 villagrunde. C. L. Ibsensvej 13 og Søtoften 4. Batteriet var ikke i brug under 1. verdenskrig, da der allerede før 1914 var opført villaer i nærheden. Disse kunne dog bortsprænges, men kun i tilfælde af en nær forestående krigstilstand.
I dag kan man i terrænet ane, hvor batteriet har ligget, og krudtmagasinet eksisterer stadig, men er ikke offentligt tilgængeligt.
|
|