Københavns Sø- og Landbefæstning

 

Københavns Sø- og Landbefæstningen kan inddeles i 4 fronter:

 

Nordfronten fra Utterslev Mose til Øresund

Vestfronten fra Utterslev Mose til Avedøre i Køge Bugt

Sydfronten på Amager, der indtil 1. verdenskrig kun bestod af Christianshavns Vold

Søfronten, bestående af en række søforter og kystbatterier

 

- men først lidt om baggrunden for disse befæstninger.

 

Gennem tiderne har mennesket altid haft det mærkelige behov at erobre og dermed også at forsvare sig. Således også her i lille Danmark. Helt tilbage til Gorm den Gamle, og sikkert også tidligere, er der beretninger om ufred, hærgen og krige. De mere sikre oplysninger finder vi dog i historiebøgerne helt tilbage til tiden hvor Absalon "bygger Borg ved Havn".

 

Københavns Sø- og Landbefæstning blev opført med baggrund i bl.a. det frygtelige bombardement af København i 1807. Det var englænderne, der natten mellem 2. og 3. september kunne komme så tæt på København, at de kunne starte et 3 dages bombardement og nærmest overdænge København med kanonkugler og raketter. Det medførte voldsomme ødelæggelser især i området omkring Sct. Clemens Kirke, der med sit spir på omkring 100 m, var et godt sigtepunkt for englænderne. Det var tydeligt at Københavns forsvarsværker måtte rykke noget længere væk, så selve byen ikke var så sårbar.

 

En anden indirekte årsag var den at København i 1840'erne, var ved at drukne af mangel på boliger. Christian IV's fæstningsvolde havde i mange år gjort sit til, at enhver kvadratmeter var blevet udnyttet. Mennesker boede side om side med husdyr, skarn og latrin hobede sig op og epidemier (især tyfus - kolera kom først lidt senere) brød ud. Alt dette gjorde at kongen underskrev (6. januar 1852) en lov, der bl.a. ændrede demarkationsliniens placering fra Jagtvejen og ind til Søernes indre bred og tillod fri bebyggelse af arealerne nord og vest for Søerne (brokvartererne). Københavns fire adgangsveje, Østerport, Nørreport, Vesterport, og Amagerport blev alle revet ned (1856 - 1858) og lidt senere kom turen til voldene (1870 - 1872. Den sidste del af Østervold dog først i 1912).

 

København var nu uden betydende forsvar og tanken om et fremskudt forsvarsværk på landsiden var påtrængende. I 1888 - 1892 blev Vestvolden opført. Et imponerende fæstningsanlæg med en samlet længde på næsten 15 km. Det strakte sig fra Køge Bugt ved Avedøre og helt frem til Utterslev Mose. Et sammenhængende anlæg med 23 batterier (hver bestykket med 4 - 8 kanoner) støttet af en jernbane til et batteritog (Voldbanen) der kunne køre derhen, hvor der var mest brug for det.

 

Fra Utterslev Mose og nordover opførtes en kæde af forter (Gladsaxe, Bagsværd, Lyngby, Garderhøj og Fortun). Bag forterne lå en række af batterier, der dels skulle beskyde en evt. fjende foran og mellem forterne, dels skulle yde forterne rygdækning (Tinghøj, Buddinge, Vangede, Gentofte, Bernstorff, Ordrup Krat, Christiansholm).

 

Disse forsvarsanlæg (Vestvolden, forter og batterier) blev yderligere knyttet sammen gennem en planlagt oversvømmelse. Ved at sænke vandstanden i Furesøen og lede vandet gennem en kanal (Fæstningskanalen) kunne man skabe et Nordre og et Søndre Oversvømmelsesområde samt gøre et naturligt vandområde endnu større, nemlig Kagsmosen. Der var altså skabt mulighed for et sammenhængende vandområde helt fra Øresund til Køge Bugt.

 

På søsiden havde København før 1858 kun kanoner på søfortet Trekroner, søbatteriet Lynetten og kystbatteriet Strickers Batteri som forsvar over for fjendtlige krigsskibe, men fra 1858 - 1918 blev søforsvaret forstærket og udvidet i tre etaper.

 

I tiden 1858 - 1868 blev nærforsvaret styrket ved en ombygning af de tre tidligere nævnte forter og batterier. Hertil kom nyanlæg af af kystbatteriet Kalkbrænderi Batteri og søforterne Mellemfort og Prøvestenen. Formålet med nærforsvaret var ud over at forsvare København og Holmen (flåden) også at hindre fjenden i at indespærre den danske flåde.

 

Den næste etape blev opført i 1886 - 1894 og omfattede Charlottenlund Batteri, Middelgrundsfortet og Kastrup Batteri. Opgaven for disse batterier og fortet var at holde fjenden på så stor afstand at et bombardement ikke var muligt. I samme periode blev opført to batterier, Hvidøre Batteri og Avedøre Batteri, i landbefæstningens fløje, for at fjendtlige flådefartøjer ikke skulle ramme landbefæstningens kystnære anlæg.

 

Den sidste forsvarslinie blev opført i tiden 1910 - 1918 som en fremskudt linie. Den omfattede kystfortet Taarbæk Fort, søfortet Flakfort, kystbatterierne Barakke og saltholms Batteri begge på vestkysten af Saltholm, søfortet Dragør Fort, kystbatteriet Kongelunds Batteri og endelig kystbatteriet Mosede Batteri lige syd for Greve. Denne fremskudte linie kunne nu dække et område af Sjællands kyst fra Vedbæk til Køge og ydermere afspærre den centrale de af Øresund.

 

Dette store og internationalt moderne sø- og landforsvarsanlæg bestod omkring 1. verdenskrig af:

(hertil kommer yderligere en række stillinger, skanser og pigtrådsspærringer).

 

Ved at knytte alle disse anlægsenheder sammen og bemande dem med en styrke på ca. 60 - 65.000 mand, blev man i stand til at forsvare store dele af København og omegn.

 

Se evt.

www.middelgrundsfortet.dk

www.trekronerfortet.dk

www.flakfortet.dk

www.garderhoej.dk

www.befaestningen.dk