Trinitatis Kirke og Rundetårn

 

Alle kender Rundetårn og mange har været oppe i tårnet og nydt udsigten, men ikke alle kender til de tekniske vanskeligheder, der opstod ved tårnet opførelse. Det er f.eks. ikke lykkedes datidens håndværkere at få tårnet ganske regelmæssigt. Plankonturen er forneden en fejlfri cirkel, hvorimod den foroven er noget bulet. Samtidig er tårnets øverste radius større end dets underste. Derved hælder tårnet omtrent en halv alen ud over Købmagergade og det ses i øvrig tydeligt med det blotte øje, når man står på Købmagergade ned mod strøget (syd for tårnet). Kirkens vestgavl hælder samme vej, men ikke nær så meget.

 

 

Bygningshistorie.

 

Trinitatis Kirke og Rundetårn er bygget af Christian IV dels som kirke for Regensens studenter (deres kirkerum var blevet alt for lille), dels bibliotek for universitetet (der også var i pladsnød), og dels som observationstårn (professoren i astronomi havde netop foreslået et observatorium opført på Valby Bakke). Det var altså tre større projekter, der her blev samlet til et. Et genialt indfald af kongen, der oven i købet allerede havde et område, hvor det særprægede byggeri kunne opføres. 

 

Han havde gennem otte år (1622 – 1630) købt de tre grunde, hvorpå Trinitatis Kirke og Rundetårn står i dag. Han havde nok en tanke med grundkøbene, men at han kunne forudse disse tre byggeprojekter er nok en umulighed. Det var en byggeplan af en ny og usædvanlig art, og den måde, hvorpå opgaven er løst, gør Trinitatis Kirke og Rundetårn til et af vore interessanteste bygninger (mindesmærker).

 

Kvarteret omkring den udsete byggeplads var, som det jo er endnu, tæt bebygget med krumme og snævre gader og stræder, og det første der måtte gøres, var at nedbryde en del huse, der lå på pladsen, uden tvivl bindingsværks bygninger af ringe værdi. Den 17. april 1637 skriver kongen, der jo altid selv tog levende del i sine byggeforetagender, til rentemesteren: "I morgen skal to hundrede Mand af Holmens Folk, Arkeliet og Soldater tage Taget af de Huse og Boder, som findes på den Plads, som den nye Kirke skal stå, tværs overfor Regentsen, og sætte Tagstenene udi den Vinkel, som findes ved Hans Boiesens Hus. Når sligt er sket, da skal Husene nedtages og Tømmeret, stort og småt, føres op på Volden”.

 

Som en forberedelse til byggearbejdet havde man allerede i december 1636 begyndt at hidføre kampesten til fundamenterne, og hermed vedblev man lige til foråret 1639. Ligeledes havde kongen sørget for mursten, idet han i februar 1637 sluttede akkord med Henrik v. Dingklage, borger i Emden, om at levere så mange hollandske Muffer, som behøvedes til kirken. Muffer eller Mopper er navnet på de hårdtbrændte, noget tynde sten, som så ofte ses i facaderne af større offentlige bygninger i København fra det 17. århundrede, f.eks. Charlottenborg. De hjemlige teglværker kunne ikke levere så gode sten.

 

Dingklage skulle i begyndelsen af maj 1637 levere tre skibsladninger, næste måned atter tre og resten efterhånden som de behøvedes. Prisen var 3 Rdl. pr. 1000 sten. Fra I. maj 1637 blev Friderich Rostorff ansat som bygningsskriver ved kirken. Han har antagelig skullet aflægge regnskab for rentemesteren. Den ledende bygmester hører vi foreløbig ikke noget om, men herom senere.

 

Grundstenen blev nedlagt den 7. juli 1637, som det fremgår af en indskrift, der før branden i 1728 fandtes på en lysekrone i kirken. Indskriften meddelte, at den første sten på den nævnte dag blev lagt under tårnet af mester Jørgen Scheffel, muremester fra Bern, og at den sidste sten blev lagt den 7. juli 1651 "in diesem Gewelwete", altså den hvælving, hvor kronen hang, af muremester Anders Frech fra Breslau. Denne havde efter endt arbejde skænket kronen til kirken. Der manglede dog endnu meget arbejde inde i kirken. Indvielsen fandt først sted flere år senere, på Trinitatis søndag 1656, ved Sjællands biskop, Hans Svane.

 

I øvrigt er der fra kirkens opførelsestid kun bevaret en enkelt bygningskontrakt, men denne er til gengæld af megen historisk Interesse. Den blev sluttet den 20. december 1643 mellem Leenart Blasius og Hans Ahnemuller på den ene side og tømmermester Poul Goltz, borger i København, på den anden side. Kontrakten drejer sig dels om, at der ovenpå tårnet skal lægges et gulv af egeplanker, hvilende på en stjerne af egetømmer, og derpå bygges fem astronomiske huse; dels om at der skal rejses stilladser inde i kirken af 20 alens tømmer, hvilket må forstås således, at man først da skulle til at mure hvælvingerne. Fr. Rostorff havde, som det ses af en påtegning på kontrakten, allerede den 16. juli 1642 begyndt at betale Poul Goltz á conto på hans arbejde, og den 22. december 1643 var det meste betalt, i alt 416 Rdl. Han havde endnu 140 rigsdaler til gode; men dem gav han afkald på mod at få et "Leyersted" (begravelsesplads) i kirken.

 

Da Poul Goltz altså har begyndt at arbejde i Sommeren 1642, kan man deraf slutte, at tårnet på dette tidspunkt har været opført til sin fulde højde. Med kirkens fuldførelse gik det meget langsommere. Christian IV oplevede den ikke. Ved indvielsen i 1656 havde kirken endnu ikke fået sit orgel - det blev først færdigt i september 1659. Orgelbyggeren var Hans Christoph Frietsche fra Hamburg. Snedkerarbejdet blev udført af snedker Niels Hansen, boende i St. Clemens Stræde. Den 6. juli 1658 gav Kong Frederik III universitetet Jus Patronatus til Hellig Trefoldigheds Kirke. Dokumentet findes endnu i kirkens arkiv.

 

I 1923 – 25 blev der foretaget en opmåling der bragte adskillige vigtige oplysninger. Når de kombineres med de ovenfor historiske efterretninger, kaster de nyt lys over kirkens hidtil noget dunkle bygningshistorie. I vestgavlen ud mod Købmagergade ser man på begge sider af tårnet to tilmurede vinduer af samme art som kirkevinduerne på langsiderne. Betragter man snittet, hvor gavlen er set indefra, ser man kun det øverste af vinduerne over hvælvingerne, i det mørke rum mellem disse og etageadskillelsen. Der er ingen forbindelse mellem vinduerne og side skibenes midtakser. Ovenover vinduerne, lige under etageadskillelsen, er der på hele gavlens inderside og et lille stykke hen ad sidevæggene en godt muret fladbuefrise med 1/2 stens fremspring, anbragt på et sted, hvor ingen ser den.

 

Den eneste mulige forklaring herpå er den, at det oprindelig har været meningen, at kirkerummet skulle have fladt loft, og at buefrisen skulle have dannet en dekorativ afslutning af muren for oven, en ordning, som også var helt naturlig, da bygningen nu engang er et to etages hus. Det strider ikke herimod, at kirkens mure er forstærkede med udvendige piller.

 

Udvendig fra ses i begge kirkens sidemure spor af en stående fortanding lidt indenfor den yderste pille nærmest tårnet. Her har vi uden tvivl grænsen mellem de to byggeperioder. I den første er tårnet og den nærmeste del af kirken opmuret i fuld højde, medens den øvrige del af kirken kun var påbegyndt. I den anden forandres byggeplanen, idet man beslutter at gøre kirken treskibet med piller og hvælvinger.

 

Denne iagttagelse er så meget mere interessant, som den kan sættes i forbindelse med et skifte af bygmester, der har fundet sted ved den tid, da den anden byggeperiode begynder. Hvem der var kirkens første bygmester, er ikke direkte overleveret, men da kongen selv var bygherre, og man ved, at hans bygmester på den tid var Hans van Steenwinkel den yngre, kan man gå ud fra, som det også almindelig antages, at han er den, der har givet kirken og tårnet deres ydre skikkelse.

 

Det er ganske vist ikke let at forstå, at Trinitatis Kirke skulle være bygget af den samme bygmester, der har givet Frederiksborg det meste af dets pragtfulde renæssanceudstyr, bl.a. det store galleri foran kongefløjen, og har bygget Børsens gavle og spir. Der er i kirken så godt som intet spor af den ældre tids lidt barnlige glæde ved ornamenternes rigdom. Bygmesteren er på en ganske saglig måde, med klart blik for det væsentlige, gået løs på sin opgave. Hans van Steenwinkel må, hvis han virkelig er kirkens bygmester, have fulgt godt med og vidst besked med, at man i Holland helt havde forladt den bygningsstil, som han i sin ungdom havde lært hos Hendrick de Keyser.

 

De bygmestre, som nu var de førende, havde ved studier i Italien tilegnet sig en dybere forståelse af renæssancestilen. Denne nye stilretning, hvis største navne er Jacob van Kampen, (rådhuset i Amsterdam), Pieter Post (Mauritzhuis i Haag) og Philip Vingboons, kaldes sædvanlig den hollandske barok, undertiden hollandsk klassicisme, fordi den har et vist akademisk præg. Man benytter gerne de store teoretikeres værker, særlig Palladio og Vignola. Hans van Steenwinkel har måske gjort et besøg i sit stammeland, hvis bygningskunst gennem hele det 17. århundrede var forbillede for vor egen, men han kan ikke have set den nye stils hovedværker (rådhuset i Amsterdam er først påbegyndt 1648). Det er heller ikke sandsynligt, at der kan påvises noget bestemt hollandsk forbillede for Trinitatis Kirke. Opgaven var jo af en særlig art og krævede sin særlige Løsning.

 

Den 6. august 1639 døde Hans van Steenwinkel, og næste år fik kongen en ny bygmester, Leonhard eller Leenart Blasius. Han fik den 6. juli 1640 bestalling som overbygmester – undertiden kaldes han generalbygmester. Blasius havde, inden han blev kaldt til København, tjent kongen som bygmester i Holsten og haft bopæl i Gliickstadt. Af fødsel var han uden tvivl hollænder; efter hans død rejser hans enke Hedvig Gierritz tilbage til sin slægt i Holland og en søn blev professor i Amsterdam. I København er hans hovedværk Holmens Kirke, som han har givet dens endelige skikkelse. Den 25. marts 1642 sluttede han kontrakt med to kalksnidere om gips- og stukkatørarbejdet på kirkens loft. Det skulle være i samme stilart som i Slotskirken i Gliickstadt.

 

I Christian IV’s breve findes en interessant udtalelse om Leenart Blasius. Den 17. oktober 1640 skriver kongen til rentemester Jørgen Vind: "Den nye Bygmesters Bestilling skal giøres paa 600 Daler, og omendskiøndt Besoldningen løber højere op end den forriges, og han intet kan tegne så vel, så kan han dog bedre stå Værket for end som den forrige."

 

I et andet brev skriver kongen den 26. august: "Med Murværket på Kirken udenfor Haven at fortinge kan det have en Anstand, indtil den nye Bygmester ankommer." Her er det ikke Trinitatis Kirke der er tale om, men den mærkelige tolvkantede kirke "St. Anna rotunda”, som Christian IV begyndte at bygge i det nye nyboders kvarter (omtrent hvor nu Garnisons hospital ligger), men som aldrig blev fuldendt. Vi kender den ret godt fra billeder og fra en synsforretning i 1645. Omkring 1930 blev nogle af dens fundamenter udgravet af arkitekt Charles Christensen og atter tildækket. Over jorden findes kun to søjler, indbygget i officerssygehuset i hospitalets gård.

 

Medens det altså ikke kan direkte dokumenteres, at Hans van Steenwinkel har været kirkens bygmester, har vi for Leenart Blasius' vedkommende et sådant bevis i den foran omtalte kontrakt, som han har underskrevet sammen med Hans Ahnemiiller. Den sidste var Christian IV’s overtømmermand. Han kalder ham også et sted "Vor Bygmester", og det må være i denne egenskab, at han har underskrevet kontrakten med Poul Goltz – dog har han naturligvis været Leenart Blasius underordnet. Dennes navn er altså knyttet til tre kirkebygninger i København.

 

De fem astronomiske huse, som Poul Goltz byggede ovenpå tårnet, det ene 10 Alen, de andre 6 Alen i diameter, minder om Tyge Brahes Stjerneborg på Hveen. Det var også meningen, at det nye observatorium skulle træde i Stjerneborgs sted. Det arvede endogså navnet. I Resens "Inscriptiones Hafnienses" kaldes det "Stellæburgum regium Hafniense", - det kongelige stjerneborg i København, og dette synes at have været det officielle navn.

 

Den øverste etage, den nuværende opsynsmandsbolig, hørte med til observatoriet. Her opbevaredes, ifølge inventarier fra Frederik IV’s tid, instrumenterne i 3 kamre, der havde navn efter Tyge Brahe, Longomontanus og Ole Rømer. Christen Longomontanus (professor i astronomi), Tyge Brahes elev og trofaste medhjælper, forestod indretningen af observatoriet. Han har beskrevet den i et latinsk skrift, "Introductio in theatrum astronomicum".

 

Et besynderligt stykke arkitektur er portalen mod Købmagergade, sammensat af forskelligartede elementer, dels tilhørende Christian IV’s renæssance, dels barokstilen fra århundredets slutning. I denne skikkelse må portalen være fra Christian V’s tid. De to indskrifttavler minder dels om, at Christian IV med egen hånd nedlagde grundstenen i 1637, dels om kirkens Indvielse i 1656.

 

I den første udtrykkes på sirligt latin bygningens tredobbelte bestemmelse: "Sacram ædem, Augustam Musarum se dem, Mathematicam speculam”. De kongelige Navnetræk er Frederik III’s, Christian V’s og deres dronningers.

 

Den store indskrift højere oppe på tårnet vakte allerede samtidens forundring. Den ligner jo noget en rebus. Den lærde Thomas Bang har skrevet en hel afhandling om den – muligvis er han selv dens forfatter. Efter hans forklaring skal den læses således: "Doctrinam et justitiam dirige, Jehovah!, in corde coronati regis Christiani Quarti" eller på dansk: "Styr Lærdommen og Retfærdigheden, Jehovah!, i den kronede Konge, Christian den Fjerdes Hjerte". Men på god gammeldags Kjøbenhavnsk løses rebussen således: Doktorens Trine med den lange kniv rager krimskrams i hjertet på Kresjan firtal (den lange version).

 

Af kirkeinventar er der ikke noget tilbage fra kirkens første tid; det måtte alt sammen fornyes efter branden i 1728. Kun af feltherren Hans Schacks gravmonument, et pompøst arbejde af den nederlandske billedhugger Artus Quellinus, var der så meget tilbage, at det kunne restaureres. Dette skete dog først i 1780 ved Andreas Weidenhaupt, under hvis hænder det mistede noget af sit barokke særpræg.

 

Under hele Kirken er der indrettet gravhvælvinger, men mærkelig nok ikke samtidig med bygningens opførelse, og derfor temmelig planløst. En mærkelig mangel på økonomisk fremsyn, fordi salget af gravsteder i kirken var dog en af dens vigtigste indtægtskilder. I rådstuearkivet findes et hæfte med plan over gravstederne og fortegnelse over deres ejere i tiden ca. 1660-1800. Man træffer der mange berømte navne, også kunsthistoriske, f.eks. Frederik III’s bygmester Albertus Matthiesen og generalbygmestrene Lambert van Haven og Lauritz Thura.

 

Tagværket er naturligvis helt fornyet efter branden, og hvor nøje det gengiver det oprindelige, kan man ikke vide. Det samme gælder om klokkespiret, som synes noget barokt i sin form. Det er dog ikke udelukket, at det har set lige sådan ud i det 17. århundrede.

 

Står man i det store loftsrum, ser man øverst oppe på vestgavlens inderside tre konsoller, som har båret den mærkelige postkasseagtige udbygning, hvorigennem opgangen fra sneglegang til platform var, og som ses på snittet i Hafnia hodierna. Om det var den oprindelige ordning, er ikke godt at vide, men konsollerne kunne tyde på det. Indretningen virker unægtelig lidt forbløffende.

 

Man må for øvrigt ved kirkens fuldendelse regne med en ny bygmester eller måske to. Leenart Blasius døde allerede 1644, og kirken var da langtfra færdig, ikke engang i det ydre. Et titelkobber i Th. Bangs foran omtalte skrift, "Phosphorus inscriptionis Hierosymbolicæ ", signeret H. A. Greyss 1646, viser kirkens mure, endnu ikke opført i fuld højde og uden tag. Den samme kobberplade, er senere (1657), efter at det manglende er tilføjet, benyttet til Resens "Inscriptiones Hafnienses". Hvem der var Leenart Blasius' umiddelbare efterfølger, vides ikke. Albertus Matthiesen blev først i 1650 kongelig bygmester. Måske har det været Nicolai Gyntelberg, der under Frederik III nævnes som kongens "velbestalter Bygherre over Danmarks Rige baade i civil og militær Architektur". Men om denne bygmester ved man så godt som intet – dog var han i 1654 i Italien.

 

Kirken viste sig snart unødvendig stor for studenterne, og da fuldendelsen af St. Anna rotunda blev opgivet, var det naturligt, at den menighed, der skulle have hørt til den, blev henlagt til Trinitatis Kirke. Det var nærmest Nyboders beboere. Efterhånden blev mere lagt til, og til sidst blev kirken i 1683 almindelig sognekirke. Når den ofte kaldes "Runde Kirke" har den sandsynligvis arvet dette navn fra St. Anna rotunda, selvom forestillingen om det runde tårn har spillet med ind.

 

Rundetårns sneglegang har intet formål. Dens otte vindinger standser én etage under platformen med observatoriet, hvortil man altid har måttet klatre videre ad en trappe. Der var ingen vogne, ingen heste eller kanoner, der skulle kunne ledes op ad en rampe her. Indtil videre må vi tro, at det var en kongelig grille, virkeliggørelsen af noget, Christian IV engang havde hørt om eller set, måske på slottet i Berlin, som han besøgte i 1595. I øvrigt er der noget, der tyder på, at han har anvendt sneglegangsmotivet tidligere, nemlig i en bastion i Varbergs fæstning, hvor den ledte ned og ikke op. Denne indretning skal sandsynligvis dateres til omkring 1620, og arkitekten var generalbygmesteren Hans van Steenwinckel den yngre. Den samme mand, som altså også fik overdraget tilsynet med byggeriet af Rundetårns-komplekset.

 

Sneglegangen blev overhovedet ikke brugt til kørsel. Københavnerne måbede, da zar Peter i 1716 red op i tårnet, og hans gemalinde kørte derop med seksspand! Sneglegangen er Rundetårns mest iøjnefaldende gåde, men der er andre. Hvorfor er den arkitektoniske udformning romansk-gotisk? Det dominerende arkitektoniske element, rundbuefrisen foroven, der for hver tredje bue løber ned i lisener, er et motiv, vi finder f.eks. på romanske kirkers korrundinger fra 11-1200-tallet, mens de spidsbuede, gotiske dobbeltvinduer var ved at gå af brug 100 år, før Rundetårn blev opført. Det er naturligvis bekvemt, at stigningen i vinduesplaceringen, der jo følger rampen, tilsløres, ved at vinduerne anbringes i lange lodrette striber, men det kunne have været opnået uden at gribe til en så bevidst arkaisk udformning. Meget tyder på, at den fantasifulde bygherre har ønsket at give tårnet præg af noget urgammelt, kristendommens, lærdommens og stjernehimlens evige, uforanderlige borg.

 

Københavns store brand i 1728 er den største katastrofe i kirkens historie. Hele kirkens overdel brændte med det kostbare bibliotek, som indeholdt mange uerstattelige håndskrifter. De astronomiske instrumenter blev ødelagt, deriblandt Tyge Brahes berømte himmelglobus. Han havde taget den med sig i landflygtigheden, men Christian IV’s søn Hertug Ulrik sendte den hjem som krigsbytte i Trediveaarskrigen. En del af hvælvingerne styrtede sammen, og alt kirkeinventariet blev ødelagt. Kirken var dog mindre medtaget end de andre kirker, som branden hærgede. Allerede den 7. oktober 1731 kunne den atter indvies.

 

Som følge heraf er det meste af kirkens inventar, navnlig alter og prædikestol, i den under Christian VI herskende barokstil. De er begge udført af billedhuggeren Friderich Ehbisch og hører til hans bedste arbejder (orgelet er moderne, fra 1872). Observatoriet blev genindrettet, denne gang i en muret bygning på tårnplatformen (den ses på Thuras afbildning i "Danske Vitruvius").

 

Universitetet fik også snart samlet et nyt bibliotek. Denne ordning vedvarede indtil 1861, da både biblioteket og observatoriet flyttede ind i deres nye bygninger. Siden den tid har man ikke haft nogen rigtig anvendelse for den store bogsal. I en årrække var den malersal for teatermaler Carl Lund.

 

Ved selve bygningen synes der ikke at være sket større forandringer efter branden. Dog bemærker man en ændring ved den øverste del af vestgavlen, som både er synlig udefra og inde fra kirkens loft. Muren er heroppe meget tyndere end under taghøjden, og den tynde mur stod tidligere, som gamle billeder viser, bindig i bagsiden med den sværere nedre del af gavlen. Således er forholdet endnu på den søndre side; den nordre gavltrekant står derimod udvendig, bindig med forsiden af muren. Det ser højst besynderligt ud. Forklaringen er vel den, at den nordre trekant har været helt ødelagt af branden, og at man så har fundet det mere praktisk at sætte muren udvendig, da slagregn lettere trænger ind i muren ved den gamle konstruktion.

 

Byens næste store ulykker, branden i 1795 og bombardementet i 1807, ramte ikke Trinitatis Kirke. Men det 19. århundrede bragte flere restaureringer, som har gjort skår i den enhed, der prægede den gamle kirke. Den første skete i 1834-35 under ledelse af Hetsch. Foruden den nødvendige istandsættelse foretog han forskellige uheldige forandringer. Den værste var indretningen af de to sakristier ved koret, overhovedet den uheldigste ændring der er foretaget ved kirken. Alene et blik på planen er nok til at vise det. Sakristierne i forbindelse med pulpiturerne gør kirken til en slags korskirke, i direkte modstrid med dens væsen. Ved denne restaurering flyttedes de vestlige indgange fra næst yderste til yderste fag, og de nuværende tre - også i deres kedelighed - ens portaler anbragtes.

 

I 1870 blev kirken atter restaureret af stadsbygmester N. S. Nebelong. Tårnets øverste hvælvingsring blev erstattet med fladt loft, og den kantede observatoriebygning måtte vige for et lille rundt trappehus. Tårnet blev pudset og på billeder fra før 1870 ses det med blank mur, stribet som den øvrige bygning. Der blev sat nye vinduer i overetagen, antagelig som de tidligere. Kirkens indre blev bemalet på det livligste. Blå hvælvinger med stjerner, og malede profiler på pillerne. Bemalingen er senere afløst af hvidtning med lidt forgyldning, hvilket virker roligere. Pulpiturerne fornyedes, og ved korgavlen fik kirken den lille tilbygning, som indeholder et præsteværelse. I Kælderen blev "den brede gang" under midtskibet tilkastet, medens hvælvingerne under sideskibene blev istandsat.

 

Den næste restaurering af Rundetårn fandt Sted i 1921 - 22 under ledelse af arkitekt Thomas Havning. Der kom herved flere mærkelige forhold for dagen, som gav anledning til en undersøgelse ved nationalmuseet, der igen fik betydning for restaureringen. For det første viste det sig, at der i den indre cylinders mur har været adskillige, ca. 1 m høje, rundbuede åbninger, som fra sneglegangen førte lys og luft ind i cylinderens hulrum (som i Kokkenborg i Varberg). Cylinderen havde et praktisk formål. Den modtog nemlig regnvand fra det flade tårnplateau og ledte det videre ud ad en rende ved jorden. Det må i øvrigt have været gennem disse åbninger til cylinderen, at universitetsbibliotekarerne under bombardementet i 1807 kastede nogle kostbare håndskrifter ned i det hule rør, hvis 2 alen tykke mure dannede et sikkert gemmested. For at undgå misbrug er åbningerne nu igen tilmurede med en tynd mur, så de er synlige som dybe nicher.

 

Et andet mærkeligt fund var et underjordisk hvælvet kælderrum inde under tårnets søndre del. Det har i hen ved 200 år været fuldstændig glemt, da det ikke er angivet på snittet i "Danske Vitruvius ". Kun ved et tilfælde blev det opdaget, da man optog nogle sten af gulvet i det bageste af de to mørke aflukkede rum til højre for indgangen. Rummet har kun et par alens bredde og strækker sig fra kærnecylinderen ud til tårnets ydre mur. Det er dækket af en tøndehvælving, omhyggelig muret af de samme ret små sten, hvoraf det hele bygværk væsentlig består, og er altså sandsynligvis samtidigt med tårnet. Men det mærkelige er, at kælderrummet står i forbindelse med hulheder i tårnets sydmur, som blev fundne i flere stokværk. Først troede man, at det var kaminer, da kælderen var fuld af aske og forkullet træ; men dette stammer uden tvivl fra branden i 1728. Kaminer ville ikke være til nogen nytte, da der i ældre tid ikke var lukkede vinduer i tårnet. Sandsynligvis er det "Hemmeligheder", som jo fandtes overalt i renæssancetidens bygninger, inden "Natstolen " kom i brug.

 

I 1929 blev der på tårnplatformen indrettet et folkeobservatorium i en træbygning med kuppel, opført efter tegning af arkitekt Henning Hansen..........