Radon
Radon er en luftart, der dannes af det radioaktive, faste stof radium, der findes overalt i jorden i stærkt varierende mængder. Radon er radioaktiv, dvs. den udsender radioaktiv stråling, samtidig med at der dannes andre radioaktive stoffer, de såkaldte radondøtre. Radioaktiv stråling kan beskadige levende celler og kan bl.a. forårsage lungekræft.
Radon kommer især fra undergrunden. Radon forhindres i at trænge op i bygninger ved at gøre fundamenter, terrændæk, gulve, kældergulve og kælderydervægge lufttætte ved f.eks. at udføre konstruktionerne af beton med omhyggelig udførelse, så der opnås en god, ensartet og revnefri konstruktion, og ved at tætne omkring rør- og kanalgennemføringer i disse bygningsdele. Det er muligt at "udlufte" konstruktionen, f.eks. under kældergulvet, gennem stikdrænet og videre ud gennem omfangsdrænet eller ved et såkaldt radonsug, hvor konstruktionen er tilsluttet en ventilator. Se evt. pjecen "Radon og nybyggeri".
For eksisterende bygninger kan der peges på flere forskellige metoder til at reducere radonindholdet i indeklimaet. Der henvises til Bygge- og BoligstyreIsens pjece "Radon og enfamiliehuse". I pjecen er informeret om, hvordan man med udgangspunkt i enkle byggetekniske vurderinger kan skønne behovet for at forbedre bygningen radonmæssigt. Hvis kendskab til det konkrete indhold af radon skal indgå i overvejelserne om behovet for at forbedre bygningen radonmæssigt, eller hvis effekten af en iværksat forbedring skal vurderes, kan der foretages målinger før og eventuelt efter de udførte forbedringer.
Indholdet af radon i luften angives i enheden Bq/m3 (becquerel pr. kubikmeter - udtales bekarel). Hvis indholdet (dvs. koncentrationen) af radon i boligen f.eks. er 10 Bq/m3 betyder det, at der i hver kubikmeter af indendørsluften hvert sekund udsendes radioaktiv stråling fra 10 radonatomer.
De internationale anbefalinger er, at der bør foretages foranstaltninger med henblik på at reducere radonindholdet i indeklimaet, når radonindholdet ligger mellem 200 becquerel pr. kubikmeter; Bq/m3 og 600 Bq/m3. På den baggrund anbefales, at der i eksisterende bygninger iværksættes enkle og billige forbedringer, når radonindholdet er mellem 200 Bq/m3 og 400 Bq/m3, og at der iværksættes mere effektive forbedringer, når radonindholdet overstiger 400 Bq/m3. For nybyggeri anbefales, at radonindholdet ikke overstiger 200 Bq/m3.
For landet som helhed har 4,6 % af enfamiliehusene værdier over 200 Bq/m3. Det svarer til 65.000 huse. I visse egne (f.eks. Nordjylland) er mindre end 1 % over 200 Bq/m3. I andre egne (f.eks. visse steder på Fyn og Bornholm) er værdien større end 10 %. 15 huse i undersøgelsen havde værdier over 400 Bq/m3.
Prøv evt. www.radon.dk eller www.leca.dk. Se evt. også vejledning nr. 4032 af 30. november 1988 om radon og nybyggeri.
|
|
|
| Siden er sidst opdateret torsdag den 12. november 2009, 14:53:59 |
©
Copyright 2002 Kloakviden
webmaster@kloakviden.dk