Kloakviden.dk
 

Klik her for at redigere underoverskriften.

Højvandslukkere

Opstemning eller opstuvning i hovedkloaksystemet kan optræde, hvis ledningssystemet f.eks. er underdimensioneret, ved forstoppelse, pumpesvigt eller ved højvande i recipient. Dette kan være særlig slemt ved kraftige regnskyl og for at undgå at vandet trænger ind i kælderen gennem f.eks. gulvafløb, kan der monteres et højvandslukke.

Højvandslukker kan altså anvendes som sikring mod oversvømmelse af rum og arealer under opstemning i afløbsinstallationen. Højvandslukkere, der kan anvendes i bygninger, skal opfylde kravene i DS/EN 13564.

I tillæg 1: 2012 til norm DS 432.4, "Norm for afløbsinstallationer", defineres et højvandslukke som: "En anordning med 1 eller 2 uafhængige lukker, hvor et lukke kan tvangslukkes. Et højvandslukke kan anbringes som gulvafløb eller på en liggende ledning. Under daglig drift passerer spildevandet forbi højvandslukket. Ved opstemning i afløbsinstallationen lukker højvandslukket automatisk således, at der ikke kan strømme vand ind i afløbsinstallationen opstrøms for højvandslukket (bag)".

Højvandslukker med anden indretning end dem, der er angivet i tabel 4.6.1, kan anvendes efter dispensation fra kommunalbestyrelsen, hvis de, hvad angår de mekanisk/fysiske karakteristika, fremstilles i overensstemmelse med bygningsreglementets afsnit 8.4.1 stk. 7, og funktionen dokumenteres opfyldt efter prøvningsmetoderne angivet i DS/EN 13564.

Der må ikke tilføres regn- eller drænvand bag et højvandslukke. Regnvand fra mindre arealer f.eks. kældernedgange kan dog tilføres et højvandslukke, da regnvandsmængden her ikke er særlig stor. Det er dog vigtigt at sikre sig, at en eventuel oversvømmelse ikke medfører skade.

Højvandslukkere må kun tilføres vand fra tilløb, der ligger under vandspejlet ved opstemning, og anbringes så nær som muligt ved installationsgenstanden, der er udsat for oversvømmelse. Der må altså ikke tilføres regn- eller spildevand fra installationsgenstande, der ikke er truet af oversvømmelse.

Højvandslukkere skal kunne lukke tæt mod det forekommende tryk, som kan forekomme, og installationen af højvandslukkere skal være udført således, at de urenheder, der forekommer i spildevandet, ikke kan hindre lukkefunktionen.

Installationen af højvandslukkere skal være udført og placeret således, at de er let tilgængelige for betjening, inspektion, rensning og vedligeholdelse. Derfor bør f.eks. mindre lyskasser med begrænset adgang ikke tilsluttes et højvandslukke.

Højvandslukkere, der anbringes på ledninger, der fører fækalieholdigt spildevand, skal være forsynet med visuel og akustisk alarm anbragt sådan, at en alarm umiddelbart erkendes, selv ved strømsvigt.

Højvandslukkere, der lukker elektrisk/pneumatisk eller lignende, skal også kunne lukke ved strømsvigt. Betjeningsmåden for et højvandslukke skal fremgå af et skilt eller lignende, der er synligt fra betjeningsstedet.

Højvandslukker må anbringes på liggende ledninger uden for bygninger, herunder stikledninger, når:


  • der er betryggende sikkerhed mod oversvømmelse på højvandslukkets tilløbsside. Betryggende sikkerhed kan påregnes, når brugerkredsen er lille (f.eks. i et enfamiliehus), og en alarm umiddelbart kan erkendes af alle brugere.

  • al tilførsel af regnvand og drænvand skal ske efter højvandslukket.

  • højvandslukket skal være placeret således, at bundløbet ved højvandslukket er mindst 350 mm lavere end gulvet i rum og arealer, som er truet af oversvømmelse.


Kommunen meddeler stuvningskoten, hvortil lægges en sikkerhedshøjde på 30 cm.

Et wc kan monteres med et højvandslukke (type 3), men i stedet for et højvandslukke, kan man, hvor kælderhøjden er rimelig, hæve selve toilettet, så overkanten af toiletskålen bliver lig med stuvningskoten inklusiv sikkerhedstillægget på 30 cm (tidligere kaldt "tronstol"). En bedre løsning vil nok være, at hæve hele gulvet i toiletrummet med trin uden for toiletdør. Håndvask i toiletrummet bør ikke føres til gulvafløb, hvortil er udført et højvandslukke, men udføres med selvstændig vandlås, så håndvasken kan benyttes, selvom der er opstuvning i gulvafløbet.


Hvis der er monteret flere gulvafløb til et højvandslukke, skal man være opmærksom på, at der ikke under brug sker oversvømmelse fra et rum til et andet gennem ledningen. Evt. bør et højvandslukke kun lukke for afløb i samme rum.

Der kan også sikres mod opstemning ved brug af pumpe.

Læg i øvrigt mærke til at afsnit 4.6 i DS 432.4 er erstattet af tillæg 1:2012.