Kloakviden.dk
 

Klik her for at redigere underoverskriften.

Nedsivning af regn- og overfladevand til faskine


Afledning af regn- og overfladevand til faskine kræver tilladelse fra kommunen.

Der kan meddele tilladelse, når følgende betingelser er opfyldt:


  1. Nedsivningsanlægget dimensioneres, placeres og udføres således at der ikke opstår overfladisk afstrømning, overfladegener, eller gener i øvrigt.

Afstanden til vandløb, søer eller havet er mindst 25 meter.
  1. Afstanden til bygninger til beboelse eller med kælder bør mindst være 5 meter (2 meter til andre bygninger)
  2. Bunden af faskinen bør mindst være 1 meter over højeste grundvandsstand

Inden regn- og overfladevand føres til en faskine skal det passere en mindst 300 mm nedløbsbrønd med sandfang og vandlås som anbringes med vandspejlet i frostfri dybde. (0,75 meter)

Faskiner bør generelt udføres som rendefaskiner, således at de er lange og smalle. Denne udformning giver det størst mulige udsivningsareal.

Faskiner bør udføres i en bredde på ikke over 1 meter og en dybde på maksimalt 1 meter.


Forundersøgelser

Inden etablering af faskiner skal følgende forundersøgelser foretages:

  • Søge om ledningsoplysninger i LER (www.ler.dk)
  • Undersøgelse af om krævede afstande til skel og bygninger m.v. kan overholdes
  • Pejling af højeste grundvandsstand
  • Nedsivningstest for at undersøge jordens evne til nedsivning
  • Beregning af faskinens størrelse på baggrund af jordens nedsivningsevne
  • Ansøgning om tilladelse til etablering af nedsivningsanlæg sendes til kommunen

Grundlaget for beregning af faskiners størrelse

Grundlaget for at dimensionere faskiner er et regnskyl af 10 minutters varighed, og med en intensitet på 140 l/s

Hvis man regner med en levetid for faskiner på 30 år, bør der tillægges en klimafaktor på 10 %

Ved beregning bruges kun den del af faskinen som ligger over højeste grundvandsstand


Nedsivningstestens udførelse

Der graves 2 prøvehuller i de jordlag hvor nedsivningen påtænkes på 25 x 25 cm og i en dybde på 30 cm. Hullerne skal ligge mindst 5 meter fra hinanden

I bunden af hullerne lægges et ca. 5 cm tykt lag grus.

Derefter fyldes der vand i hullerne i mindst 30 minutter og indtil jorden er vandmættet. Jorden er vandmættet når synkehastigheden er konstant.

Juster vandstanden så den står cirka 20 cm over gruslaget i bunden.


Der lægges en retskinne over hullerne og herfra måles afstanden til vandstanden.

Nu bestemmes hvor langt vandet synker på fx 10 minutter.

Derefter omregnes synkehastigheden til meter pr. sekund (m/s)


Beregning af jordens nedsivningsevne

Synkehastigheden i m/s er jordens nedsivningsevne, der udtrykkes som K.

Den mindste værdi af de målte nedsivningsevner i de to huller skal anvendes ved dimensionering af faskinen.


Eksempel:

nedsivningstesten viser at vandet synker 50 mm på 10 minutter.

Følgende formel anvendes:

Elektronisk beregningsskema på

www.byggekvalitet.dk


I beregningsskema skal alle relevante oplysninger indtastes, herunder nedsivningsevnen i m/s.

Når værdierne er indtastet kan faskinens længde i meter beregnes.

Brug af elektronisk beregningsskema:

  1. Ved åbning af skemaet skal man trykke ”med makroer” hvis man bliver spurgt
  2. I skemaet indtastes der grunddata i kolonne B, fx oplysninger om årsnedbør, K, areal, bredde/dybde på faskine (blå og røde tal)
  3. For at starte beregning trykkes herefter på knappen ”beregn”
  4. Resultatet (længde af faskine m.v.) fremgår af kolonne B

Hvis der skal bruges faskine af singels ændres hulrumsprocenten til 25

Udførelse faskiner i plastkassetter

Faskiner af plastkassetter skal dækkes med egnet geotekstil foroven og på siderne.

Hvis plastfaskiner skal placeres på steder med trafiklast skal der anvendes plastkassetter som kan modstå trafiklast

Større plast faskiner med en stor tilførsel af regnvand bør udluftes til det fri for.


Nedsivning via faskiner i lerlag med overløb til undergrunden

I den dybde hvor faskinen ønskes placeret støder men ofte på lerlag, som har en ringe evne til at bortlede regnvand.

En undersøgelse vil ofte afsløre, at lerlaget ikke er særligt tykt, og at de underliggende jordlag består af sand.

Hvis der etableres et overløb som vist på skitsen, vil nedsivning af tagvand ofte kunne udføres på steder med sådanne lerlag.

Ved den viste udformning vil overløbet ikke træde i funktion under normale forhold, men først når faskinen ikke kan bortlede den tilførte regnvandsmængde, som fx ved kraftige regnskyl.

Inden etablering bør overløbet testes for nedsivningsevne, og om nødvendigt kan flere overløb monteres.

På grund af risikoen for forurening af grundvandet, kan denne løsning generelt ikke anbefales for overfladevand, men alene for afledning af vand fra tage.


Nedsivning via faskiner med overløb

I områder hvor jorden egner sig dårligt til nedsivning kan der etableres overløb i faskinen, hvis det er muligt at finde en tilslutningsmulighed, fx en brønd med forbindelse til offentlig kloak, eller et vandløb m.v.

Husk at tilslutningen i brønden skal placeres over højeste opstemningskote.

I rotteplagede områder skal tilslutningen i brønden endvidere placeres mindst 0,50 meter over banket og med rottegitter, som sikring mod rotters indtrængen.

For at begrænse regnvandsafledningen til de offentlige kloakker i fælleskloakerede områder, er faskiner med overløb generelt anbefalelsesværdig,

Overløb kræver tilladelse

I forbindelse med ansøgningen om tilladelse til at etablere faskine skal det oplyses, at man ønsker at etablere overløb enten til undergrunden eller til brønd.

Hvis man ønsker at etablere overløb på eksisterende faskiner skal der søges om tilladelse ved kommunen.