top of page

Regler for stikledninger

En stikledning kan være offentlig eller privat og fører afløbsvand fra afløbsinstallationen til hovedafløbs- systemet. Kan udføres efter nedenstående regler:

  • normalt så vinkelret på kørebaneretning som muligt, evt. afvigelse max. 10 – 15º, hvis tilslutning sker til en nedgangsbrønd. Større afvigelse kan evt. accepteres, hvis tilslutning sker i hovedledningens faldretning.
  • max. 20 m fra hovedkloak til første rensemulighed (brønd), evt. 40 m hvis tilslutningen sker til nedgangsbrønd i mindre betydende vej med ringe trafikmængde.
  • tilslutning til hovedkloak kan udføres ved påboring eller ved indsætning af grenrør. Hvis hovedledningen er udført i beton eller pvc, kan påboring af 110 eller 160 mm stikledning foretages fra og med 200 henholdsvis 250 mm. Er hovedledningen 300 mm eller derunder kan færdigstøbte 45º grenrør indsættes. Er hovedledningen 350 mm eller større, skal stikledningen altid påbores. Hvis 90º gren findes færdigstøbt kan denne benyttes fra og med 300 mm.
  • stikledningen kan normalt udføres med en rørdimension på 110 mm, men nogle kommuner forlanger stadig en minimumsdimension på 150 mm. Ved brug af 110 mm tilslutning skal det dog sikres, at bebyggelsen ikke senere kan udbygges.
  • ved grentilslutning bør der være et lige rørstykke på min. 300 mm inden bøjningen (mellem to retningsændringer) og et evt. reduktionsstykke må først indsættes efter bøjningen (det lige stykke).
  • føres stikledning til nedgangsbrønd i vej bør reduktionsstykket placeres før indføring i brønd.
  • der må normalt ikke forekomme retningsændring eller faldændring på en stikledning, evt. regnet fra grundgrænsen (vejskel).
  • der må kun udføres én stikledning pr. påbegyndt 50 m facadelængde, og stikledningen må ikke krydse anden matr. nr.
  • nedføring i nedgangsbrønd i vej tillades normalt ikke, men kan dog tillades ved f.eks. særlig dybe brønde i bymæssig bebyggelse.
  • stikledning for spildevand og regnvand kan kræves lagt i samme rørgrav.
  • spildevand bør normalt overholde følgende:

          - slamindhold < 300 mg/l

          - fedtindhold < 50 mg/l

          - olieindhold < 25 mg/l

                      alle målt over 1 døgn. Endvidere:

          - pH-værdi 6,5 < pH < 9,0

          - vedvarende temperatur < 50ºC (recipient 30 - 35ºC)

  • ved hjørnegrunde og grunde med facader til to gader skal der, hvor der er valgfrihed ved placering af stikledning, tages hensyn til gravedybde, trafiktæthed og trafikbelastning, vejbelægning, hovedledningens dimension osv.
Har en kommune oplyst, at det nuværende kloaksystem om nogle år skal omlægges og separeres, skal afløbsinstallationen inde på grunden udføres som separatsystem. Det bør udføres således, at der ved etableringen af separatsystemet i vejen ikke påføres den enkelte grundejer yderligere udgifter (evt. kun mindre udgifter). Det vil sige, at grenrøret, der samler ejendommens stikledninger, tillige med bøjningen, bør være placeret umiddelbart uden for vejskel.
bottom of page